Mød Lykke - mor, jordemoder og behandler

En stor skelsættende begivenhed, for mig, var at blive mor for første gang. Min søn var planlagt og meget ønsket. Jeg var zoneterapeut, men endnu ikke jordemoder. Jeg havde læst og tilegnet mig meget viden om graviditet og fødsel, og havde fulgt den tilbudte auditoriefødselsforberedelse. Min graviditet var fuldstændig ukompliceret. Alt var perfekt, og jeg følte at JEG VAR FULDSTÆNDIG KLAR - både til fødsel og til den førstekommende tid som mor – og når jeg ser tilbage, så nok med en lidt naiv og romantisk forestilling.

Klinisk set havde jeg en hel normal fødsel, men fik, personligt for mig, en fødselsoplevelse som kom til at præge mig i år fremover.

Min opstartsfase var lang. Jeg var på sygehuset et par gange, hvor det blev vurderet, at jeg ikke var i aktiv fødsel, og blev sendt hjem igen. Egentlig havde jeg brug for jordemoderens omsorg og tryghed, og jeg følte mig afvist, afmægtig og alene. I takt med træthed og følelsen af modløshed, blev det til en øget smerteoplevelse, og jeg havde en følelse af, at jeg ikke magtede den forestående fødsel, og havde svært ved at takle veerne. Jeg blev i stedet ramt af en følelse af frygt. Frygten hæmmede min krop i at komme videre i fødslen, så jeg lukkede af og modarbejdede min krop.

Et par dage efter at mine første veer startede og med hjælp fra en epiduralblokade og en dejlig jordemoder, (som jeg nærmest oplevede som en frelsende engel) fødte jeg endelig. Men det var ikke med en følelse af sejr og stolthed. I stedet havde jeg fuldstændigt mistet troen på mig selv, og min krop, og det blev starten på en stor usikkerhed på mig selv som mor.

Om morgenen, efter nattens fødsel, blev jeg kørt fra fødestuen, og ind på en firesengs stue, plus børn og fædre. Jeg fik plads ved håndvasken på stuen, hvor der stod en anden mor og føntørrede hår. Her skulle jeg ”lande” i min nye situation - det var med en følelse af at være ude af min krop, og total udmattelse. Fædrene var der ikke om natten, og jeg husker, hvor ked af det jeg var, når min mand skulle gå. Det var meget overvældende, så hurtigt, at skulle være selv med vores lille nye søn, og det var slet ikke den start på moderskabet jeg havde forestillet mig.

Efter endnu en nat uden søvn, var jeg desperat for at sove. Kunne jeg få et kosteskab, hvor jeg kunne være alene og få lov at sove, så ville det være lykken... Det var ovenpå en hård, lang fødsel og med smerter efter at være blevet syet og med hormonerne drønende rundt i kroppen. På dag to, havde jeg 13 velmenende besøg, og jeg var ikke i stand til at sige fra for at få den ro jeg trængte til. På tredjedagen kom vi hjem, jeg var fyldt op af stress, som blev til søvnløshed og, hvad min læge efterfølgende mente, udviklede sig til en uopdaget efterfødselsreaktion.  

Fødselsoplevelsen og hele den skæve start, satte sig i mig, og fulgte mig i en del år, og satte sit præg på mine to efterfølgende fødsler, hvor frygt for afvisning og angsten for smerterne kom til at fylde og overskygge den ellers kæmpe mulighed for følelse af succes og styrke. Mine fødsler blev dog bedre og bedre oplevelser for hver gang, men aldrig med den her følelse af ejerskab af fødslen eller tiltro til mig selv. Ved de efterfølgende fødsler, var der kommet enestuer på barselsafdelingen, hvor fædrene kunne blive, og det gjorde heldigvis en kæmpe forskel for den første tid.

Med den viden, jeg har i dag som jordemoder, kan jeg føle mig lidt ”snydt” for den ”gode”, ikke nødvendigvis ukomplicerede fødsel, men den fødsel, hvor jeg følte mig klædt på til, at kunne tage ejerskab og turde slippe kontrollen og give mig hen og samarbejde med min krop og mit barn, og at TRO på at jeg kunne. Min mand blev ligeledes en større og større støtte ved de efterfølgende fødsler, hvor han bedre vidste, hvad han gik ind til. Lige præcis der, er der så meget potentiale at hente. At komme godt ind i moderskabet og forældreskabet som et par, der har været sammen om fødslen, og hvor faren også føler at han har kunne bidrage og gøre en forskel.

Min personlige historie har gjort, at mit hjerte banker for, at du som fødende, skal føle dig tryg, og føle, at du og din partner er mentalt klædt på til fødslen og den første tid efter. Jeg tror, at mange kvinder kender til den dobbelthed, som jeg også selv besidder; blandede følelser af mod og modløshed, selvsikkerhed og usikkerhed, at være handlekraftig og handlingslammet, at føle sig frygtløs og tryghedsøgende. Det ligger som en kompleksitet i os mennesker, tror jeg. Derfor ligger det mig meget på sinde, at hjælpe dig med at få tankerne, frygten, naiviteten og drømmene italesat i og omkring din fødsel.

Jeg vil gerne være med til at skabe rum for også at tale om de ting, som kan være svære, og skabe en tryghed i alt hvad graviditeten, fødslen og tiden efter indebærer, men også specifikt at få partneren godt forberedt på sin rolle i fødslen, så I kan lande på en god måde, uanset hvilken fødsel I får tildelt.